På Feriehusmessen kan de besøgende få gode råd og inspiration fra vinderparret i 2021, Kaspar og Lambang Arianto samt møde Skanlux der er hovedsponsor på det populære TV 2-program "Sommerdrømme"

Den 8. marts er der premiere på den fjerde sæson af TV 2's populære indretningsprogram "Sommerdrømme", hvor fire par skal forvandle et råhus fra hovedsponsoren Skanlux til deres personlige drømme-sommerhus ved at bygge og indrette rum for rum. Den kæmpe præmie, der er på højkant i dysten, er muligheden for at vinde nøgler og skøde til sit "eget" Skanlux sommerhus.

På Feriehusmessen i Fredericia den 15.-16. april er den nye sæson af programmet i fuld gang, og derfor indrettes der et større temaområde på messen med fokus på netop Sommerdrømme.

Feriehusmessen har inviteret vinderne af Sommerdrømme i 2021, Kaspar og Lambang Arianto, med på messen, hvor de er på scenen begge dage.

De deler billeder, minder og anekdoter fra optagelserne til programmet, som endte med at gøre dem til ejere af et selvindrettet sommerhus i Marielyst til en værdi af to millioner kroner.

- Vi kommer også med vores 10 personlige bud på det perfekte sommerhus. 10 gode råd, tips og ideer til dem, der skal bygge nyt, renovere eller bare gerne vil gøre deres feriebolig endnu federe, siger Kaspar Arianto, som blandt andet opfordrer folk til at være mere modige i deres sommerhusindretning.

- Vi mener ikke, man skal indrette lige som i boligen derhjemme - det kan hurtigt blive for stramt og sterilt. Prøv for eksempel at tænke på, hvad det er for miljøer, du opsøger, når du rejser afsted på ferie - og så lad dig inspirere af det i indretningen, lyder rådet fra Kaspar Arianto. Han og Lambang er også at finde i Sommerdrømme-området begge messedage, hvor de meget gerne kommer med input til de besøgendes egne planer og projekter.

Faktisk er parret fra København endnu en gang i færd med at indrette - denne gang et 40 kvadratmeter stort gæstehus med syv ekstra sovepladser ved siden af deres vinder-sommerhus i Marielyst.

På Feriehusmessen kan man også møde Skanlux, som leverer råhuset til ”Sommerdrømme”, samt nogle af deres underleverandører. ”Vores gode samarbejdspartnere Superwood, Vølund, Lacuna, Schneider Electric med flere er daglige leverandører til vores sommerhuse, og de har derfor også leveret materialer til vores byggearbejde på husene, der er med i Sommerdrømme. På messen laver vi et område, hvor de besøgende kan møde nogle af de dygtige leverandører, fortæller Søren Milo, salgsdirektør og medindehaver i Skanlux Byggefirma A/S.

Han forventer også at kunne invitere indenfor i "præmieskuret" fra programmet, hvor vinderne af hvert afsnit kan snolde for 10.000 kroner. 

- Da udlejning er populært blandt nutidens sommerhusejere, udstiller Skanlux’ søsterfirma, udlejningsbureauet VillaVilla, også på messen. Det giver de besøgende mulighed for at få en kvalificeret snak om sommerhusudlejning. VillaVilla har specialiseret sig i udlejning af sommerhuse med aktivitetsrum samt vores Aqua sommerhuse med pool, spa og sauna, oplyser Søren Milo.